Aarhus University Seal

2,9 mio. kr. til forskning i naturlige kilder til at fjerne CO2 fra atmosfæren

Det Frie Forskningsråd (DFF) har bevilget 2,8 mio. kr. fra den tematiske pulje til grøn omstilling til projektet “From Sink to Source: Maximising Carbon Accumulation in Restored Peatlands”, som ledes af Brian K. Sorrell fra Institut for Biologi. Forskningen handler om anvendelsen af planter i vådområder til fjernelse af CO2 fra atmosfæren og lagring af kulstof i jordbunden som et bidrag til bekæmpelse af klimaforandringerne.

Stigende koncentrationer af CO2 i atmosfæren har negative konsekvenser for klimaet, og der forskes derfor i metoder til at fjerne CO2 fra atmosfæren. En naturlig ”CO2-sink” er planter. Når planter optager CO2, omdannes kulstoffet til organisk materiale i planten. Biomassen fra planterne kan derved binde CO2 i jordbunden, så kulstoffet føres tilbage hvor den kom fra. Deraf projektets navn:  “From Sink to Source: Maximising Carbon Accumulation in Restored Peatlands” – handler om maksimering af kulstof-akkumulering i genetablerede vådområder.

Planter i vådområder bekæmper altså klimaforandringerne ved at fjerne CO2 fra atmosfæren og lagre kulstof i jordbunden. I Danmark og Europa frigives store mængder af CO2 og andre drivhusgasser fra tørveområder, som er drænet til fordel for landbruget. Restaurering af tidligere vådområder på landbrugsarealer, som er taget ud af drift, vil kunne bremse frigivelsen af drivhusgasser. Brian Sorrells forskningsprojekt vil skabe viden, som kan anvendes til at kortlægge betydningen af kulstofudledning i vådområder i forhold til vandstanden. Målet er en mere klimavenlig forvaltning af vores natur via øget ophobning af kulstof i jorden.

Faculty of Natural Sciences har modtaget i alt 38 mio. kr. fra DFF til forskning i grøn omstilling.

https://nat.au.dk/om-fakultetet/nyheder/nyhed/artikel/nat-forskere-modtager-38-millioner-kroner-til-forskning-i-groen-omstilling/

Lektor Brian K. Sorrell, e-mail: brian.sorrell@bio.au.dk, telefon: +45 23 66 68 64