Aarhus Universitets segl

Forskningsprojekt TPOINT

Forskningsprojektet TPOINT beskæftiger sig med klimaforandringers effekt på blåmuslinger i Limfjorden. Med udgangspunkt i scenarier for global opvarmning har forskerne fra Aarhus Universitet udviklet et eksperimentelt setup, hvor der under kontrollerede forhold skabes temperaturstigninger i muslingernes naturlige miljø i området ved Marinbiologisk Station Rønbjerg. Ved hjælp af eksperimenterne undersøger forskerne dels den direkte effekt af temperaturstigninger på forekomsten af muslinger og dels den indirekte påvirkning af muslingerne gennem temperaturstigningens effekt på de parasitter, som interagerer med muslingerne.

Formålet med undersøgelserne er at skabe en prædiktiv model for den kombinerede effekt af parasitters og klimaændringers betydning for blåmuslingepopulationer og desuden skabe ny viden om globale klimaændringers påvirkning af arters interaktioner og påvirkning af komplekse økosystemer.

Projektet udføres af forskerne Christian Selbach, Anna B. Neuheimer, Kim Nørgaard Mouritsen fra Aarhus Universitet.