Aarhus Universitets segl

Et stamtræ for planterne

Arternes evolutionære afstamningsforhold, ofte kaldt ”livets træ”, er et helt fundamentalt element af biodiversiteten. For at forstå hvorfor, hvordan og hvornår verdens millioner af arter er opstået, skal man kende til livets træ. Det bruges også i anvendt forskning, for eksempel når formålet er at finde nye medicin- eller nytteplanter, fremavle ønskede egenskaber i afgrøder eller prioritere områder eller økosystemer til naturbeskyttelse. Dette er især relevant i forhold til planter, som har stor økologisk og økonomisk betydning.

Vores aktuelle viden om planternes stamtræ er imidlertid utilgængelig for de fleste. Enkelte grene af planternes stamtræ er blevet undersøgt i tusindvis af studier, og forskerne har lagt deres datasæt i åbent tilgængelige online databaser, som det er kutyme indenfor feltet. Lige nu ligger der således data vedr. ca. 100.000 arter, herunder 30% af alle frøplanter, og tallet stiger stødt – men det kræver ekspertviden at bruge disse data.

PhyloSynth er et internationalt netværk af forskere, som ønsker at levere et livets træ for planterne, som er aktuelt, omfattende, pålideligt og nemt at bruge. Vi genererer ikke nye data, men udvikler metoder for at bruge det væld af data, der allerede ligger i offentlige databaser. PhyloSynth er støttet af Aarhus Universitets Forskningsfond og VILLUM Fonden.