Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Mikroorganismers evolution

Mikroorganismer har på grund af deres store populationsstørrelser og korte generationstid et naturligt potentiale til at udvikle sig og hurtigt tilpasse sig deres miljø. Dette er veldokumenteret hos mikroorganismer, som dyrkes og studeres i laboratorier. Alligevel er det uvist, om dette potentiale realiseres i mikroorganismers naturlige miljøer, som er karakteriseret ved langsom vækst og komplekse samspil mellem biotiske og abiotiske faktorer.

Vores mål er at påvise, måle og forstå mikroorganismers genetiske udvikling i naturen med særligt fokus på havbunden. Ved at sekventere mikroorganismers DNA udvundet direkte fra miljøprøver vil vi kortlægge genomerne hos mikroorganismerne, som lever i havbunden. Resultaterne vil vi bruge til at adressere og besvare følgende spørgsmål: Hvilke mekanismer fører til de genetiske ændringer, som er basis for evolution, og hvor hurtigt sker ændringen?

Besvarelsen af disse spørgsmål er nødvendig for at forstå, hvordan havbundens mikrobiom reagerer på ændringer i miljøet, og hvordan naturlige mikrobielle samfund udvikles. – Og dermed også for forståelsen af disse samfunds funktion i økosystemet.

Det Frie Forskningsråd støtter projektet med en donation på 2,8 mio. kr.

Marine sedimenter gror ved sedimentering, hvorved celler på overfladesedimentet begraves i det underliggende sedimentlag. Det betyder, at genomer (her kaldet MAGs) i ældre (dybere) sedimenter er ophav til genomer i yngre (ovenliggende) sedimenter. Dette skaber mulighed for at studere mikrobiel genomudvikling gennem tidssekvenser ved sekventering af mikrobiel miljø-DNA.