Aarhus University Seal

Natur, nysgerrighed og ny viden: Aarhus Universitet sætter spor på Naturmødet 2025

Når Naturmødet løber af stablen i Hirtshals den 22.–24. maj, er Aarhus Universitet i høj grad med til at sætte den faglige dagsorden. Med 15 indslag på hovedscenerne og et tætpakket program på universitetets fælles stand bliver AU en central aktør i årets største nationale samlingspunkt for natur og miljø.

Viden i centrum på hovedscenerne

AU’s forskere indtager alle fire hovedscener – Thunderdome, Life, Learn og Roots – med indsigtsfulde oplæg, aktuelle debatter og skarpe perspektiver. Oplev blandt andet:

  • Jens-Christian Svenning om fremtidens økosystemforvaltning og naturlig hydrologi,
  • Peter Sunde om ulveregulering,
  • Signe Normand og kolleger i debat om biodiversitet og naturbeskyttelse,
  • Annette Bruhn med Kattegatcentret om tang, muslinger og bæredygtige løsninger til havs,
  • Og mange flere indsigter fra blandt andre Stiig Markager, Peter Funch og Ane Kirstine Brunbjerg.

Oplæggene spænder bredt fra klima, biodiversitet og dyrevelfærd til vandmiljø, naturforvaltning og bæredygtige fødevarer – med det fælles mål at bringe forskningen tættere på samfundet.

Fælles AU-stand – et samlingspunkt for nysgerrighed og dialog

Som noget helt nyt har Aarhus Universitet i år sin egen fælles stand – et stort telt fyldt med aktiviteter, korte oplæg, samtaler, debatter og udstillinger. Her er der plads til både fordybelse og hygge, nysgerrige spørgsmål og skæve vinkler. Fem institutter deltager: Ecoscience, Biologi, Agroøkologi, Miljøvidenskab, Husdyr- og Veterinærvidenskab samt DCE.

På standen kan man:

  • Se dolkhaler, høre om lydforurening i havet, og blive klogere på PFAS i vildt,
  • Diskutere skovens fremtid og biodiversitet med forskere fra AU og KU,
  • Deltage i workshops, quizzer og mikroskopi,
  • Og få en snak med forskere over en kop kaffe i loungen.

Torsdagsbar med forskere og fællesskab

Torsdag kl. 18.00–19.00 inviterer AU til en hyggelig torsdagsbar med Ceres Top og god stemning. Her kan man møde forskere, partnere, alumner og alle andre med interesse for natur og forskning – og få en pause med mening midt i Naturmødets summende aktiviteter.

Forskning for fællesskabet

AU’s store tilstedeværelse på Naturmødet er en del af universitetets ambition om at være en aktiv vidensformidler og dialogpartner i de store samfundsdiskussioner om klima, miljø og biodiversitet. Og det handler ikke kun om at formidle viden – men også om at lytte, debattere og skabe nye idéer i fællesskab med borgere, beslutningstagere og fagfolk.

Du finder AU’s stand ved nr. 48 – kig forbi!

Læs mere om hele Naturmødet og se programmet: naturmoedet.dk eller i Naturmødeappen https://naturmoedet.dk/om-naturmoedet/hvad-kan-du-opleve

AU-side: https://tech.au.dk/forskning/aarhus-universitet-paa-naturmoedet-2025