Aarhus University Seal

Skoleelever fra Aarhus Kommune får havet under huden

Sammen med skonnerten Brita Leth og Aarhus Kommune inviterer projekt Hovedet i Havet fra Aarhus Universitet gennem de næste syv uger skoleelever til at lære meget mere om livet i havet.

Skonnerten Brita Leth udgør det sejlende klasselokale, når skoleelever får undervisning om havets biologi. Foto: Dennis Borup, Aarhus Kommune
Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, og rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom, søsatte officielt projekt ’Klimaambassadører’ tirsdag d. 17. august, hvor projekt Hovedet i Havet underviser i marin økologi. Foto: Asbjørn Hagen Nielsen, ITK, Aarhus Kommune

Der kommer dyr og planter på dækket, når en række elever fra grundskolen i Aarhus Kommune de kommende uger stævner ud af Aarhus Havn med den historiske skonnert Brita Leth.

For en dag bytter skoleelever i Aarhus Kommune klasselokalet ud med det gamle træskib Brita Leth, der bliver den flydende platform for en alternativ skoledag.

”Mange undersøgelser viser, at elever lærer mere, når de undervises i naturen. Her tager vi eleverne med ud på Aarhus Bugt for at lære dem om havets planter, dyr og bakterier,” siger Marianne Knudsen fra projekt Hovedet i Havet ved Institut for Bioscience, som er ansvarlig for den faglige del af undervisningen ombord på Brita Leth.

Projektet er kommet i stand takket være en bevilling fra Aarhus Kommune og indgår som en del af Aarhus Kommunes ’Klimaambassadør-projekt’.

Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, og rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom, søsatte officielt projektet tirsdag d. 17. august, hvor de sejlede med ombord på Brita Leth.

Turen på Aarhus Bugt indgår i et undervisningsforløb på de skoler, hvor eleverne kommer fra.

Eleverne bliver dels undervist ombord på Brita Leth og dels Dokk1. Hvor turen på Aarhus Bugt har fokus på havbiologi og sømandsskab, er undervisningen i Dokk1 en mere samfundsfaglig og kreativ. Her giver FilmX bl.a. kyndig vejledning i at producere film og tage billeder, der skal blive til elevernes egne reportager om eksempelvis klimaudfordringerne.

”Det er vores håb, at eleverne gennem en god oplevelse får en mere indgående forståelse af den marine natur. Det er vigtigt at den kommende generation motiveres til at tage ejerskab for vores natur, og at de forstår hvilke udfordringer klimaudfordringerne vil give os de kommende år,” Siger Marianne Knudsen.

Yderligere oplysninger

Marianne Knudsen, Hovedet i Havet, Institut for Biologi, Aarhus Universitet; mail: mk@bio.au.dk, telefon: 6077 7188

 

Artikel fra Aarhus Stiftstidende:
Klimaundervisning til søs: 9. A drog på togt med skonnerten Brita Leth | stiften.dk

Indslag på TV2 Øst:
TV2 ØSTJYLLAND (tv2ostjylland.dk)