Jeg forsker i, hvilken rolle genetisk variation spiller for individers, populationers og arters muligheder for at overleve og reproducere. Jeg er i særdeleshed interesseret i at analysere betydningen af indavl og hvad man i praksis kan gøre for at modvirke disse problemer. Endvidere forsker jeg i, hvordan populationer er tilpasset det miljø, de lever i, og om de genetisk kan tilpasse sig de igangværende klimaforandringer. Endelig har jeg en stor interesse i, hvordan arter opstår, og hvordan genflow stadig kan foregå, efter arter er opstået (hybridisering). Analyser af DNA/genomer spiller en stor rolle i forskningen. Min forskning har især fokuseret på fisk som ål, europæisk ørred, fjeldørred, trepigget hundestejle m.fl., men også invasive ferskvandsmuslinger (vandre- og quaggamusling), fugle, insekter og pattedyr såsom vilde heste, ulve m.fl.
Jeg deltager som core member i Grundforskningscentret Center for Ecological Dynamics in a Novel Biosphere (ECONOVO).
Jeg er hovedansvarlig for undervisning i faget Conservationgenetik og Molekylær Økologi og yder bidrag til en række andre fag, såsom Global Change Biology.