Genslyngning af åer gavner ikke biodiversiteten som forventet
Når danske vandløb genslynges og får lagt grus tilbage på bunden, er målet at skabe bedre forhold for naturen. Men genopretningen gavner ikke alle arter lige meget. Mens smådyr trives, kniber det for vandplanterne, viser ny forskning fra Aarhus Universitet.
Siden 90’erne har restaureringen af de mange åer, som i årtier blev rettet ud og gravet dybere for blandt andet at give plads til landbrugsjorden, i stigende grad haft politikernes bevågenhed.
Målet er at bringe naturen tilbage til sit oprindelige udgangspunkt, så planter, fisk og smådyr kan trives i vandløb, og flora og fauna kan blomstre i ådalene.
Derfor har mange af landets vandløb fået genskabt deres naturlige sving og fået udlagt grus på bunden.
Nu viser et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitet, at genopretningen af de pressede vandområder ikke har den tiltænkte effekt på åernes biodiversitet og miljøtilstand, sådan som EU’s miljømål ellers sigter efter. Mens smådyr får bedre vilkår, er effekten på vandplanter og den samlede biodiversitet nemlig langt mere begrænset.
“Vores forskning viser, at effekten af vandløbsrestaurering, hvor vandløbet genslynges, og der udlægges groft materiale, afhænger af, hvilken organismegruppe man ser på,” fortæller professor i biologi, Annette Baattrup-Pedersen. Hun er medforfatter på studiet, som er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Restoration Ecology.
“Mens der ses en tydelig positiv effekt på den økologiske tilstand for smådyr, som eksempelvis døgnfluer, slørvinger og vårfluer, kniber det for vandplanterne. Her var det kun 39 procent, der nåede god økologisk tilstand. Ser vi på biodiversiteten, tegner der sig også et mere komplekst billede. De restaurerede vandløb bliver generelt mere ens i deres artssammensætning, og restaureringen fører ikke til flere sjældne og tilbagegående arter, som for eksempel langbladet og glinsende vandaks,” forklarer professoren.
Sammenligning af vandløb
Forskerholdets konklusioner er blevet til ved at undersøge sammensætningen af vandplanter og smådyr i 18 restaurerede vandløb i det centrale Jylland og sammenligne dem med henholdsvis 17 næsten-naturlige og 24 ødelagte vandløb i samme region. Alt sammen for at kunne analysere, hvordan arbejdet med at genskabe de naturlige forhold i vandløbene påvirker plante- og dyrelivet.
"Resultatet er væsentligt, fordi det viser, at de restaureringstiltag, vi anvender i dag, ikke nødvendigvis virker lige godt for alle organismegrupper og heller ikke nødvendigvis genopretter biodiversiteten," siger Annette Baattrup-Pedersen.
“De nuværende tiltag ser især ud til at skabe levesteder, der gavner smådyr knyttet til groft substrat og hurtigt strømmende vand, mens arter knyttet til andre typer levesteder ikke altid får bedre forhold. For vandplanterne ser vi nemlig ikke den samme positive effekt. Det kan skyldes, at restaureringen ikke genskaber de processer og levesteder, planterne har brug for.”
“Men det understreger også behovet for at forstå årsagen til den manglende målopfyldelse, før vi vælger restaureringstiltag. Hvis problemet for eksempel primært er grødeskæring eller udledning af kvælstof, er fysisk genslyngning eller udlægning af grus ikke som udgangspunkt løsningen," påpeger Annette Baattrup-Pedersen.
Tænk biodiversitet ind
Hun håber, at forskningsresultaterne kan bidrage til en mere målrettet restaureringsindsats, hvor man blandt andet tager højde for det enkelte vandområdes fysiske struktur – herunder variationer i vanddybden og bundforhold – samt mængden af vand og strømningsforhold i vandløbene.
“Vi ser et behov for i højere grad at tage udgangspunkt i de naturlige hydromorfologiske processer og den lokale variation og skabe flere forskellige typer levesteder, der karakteriserer naturlige og velfungerende vandløb, ikke kun groft substrat og hurtigt strømmende vand, men også rolige områder, variation i dybde og substrat og en naturlig overgang mellem land og vand,” siger Annette Baattrup-Pedersen og uddyber:
“Mere overordnet håber vi også, at projektet kan tydeliggøre, at god økologisk tilstand ikke nødvendigvis er det samme som høj biodiversitet. Derfor bør biodiversitet tænkes mere direkte ind, både når vi vælger restaureringsindsatser, og når vi efterfølgende vurderer, om restaureringen har været en succes. Det er særligt vigtigt, fordi sjældne arter kan mangle selv på lokaliteter med en høj økologisk tilstand.”
Bag om forskningsresultatet
Studietype:
Sammenlignende space-for-time-studie af 59 restaurerede, næsten naturlige og forringede vandløbsstrækninger i det centrale Jylland.
Ekstern finansiering:
Projektet er støttet af Aage V. Jensens Fonde og EU’s Horizon 2020-program gennem projektet MERLIN.
Link til videnskabelig publikation:
https://onlinelibrary.wiley.com/doi/full/10.1111/rec.70386
Kontakt:
Annette Baattrup-Pedersen
Professor ved Institut for Biologi
E-mail: abp@bio.au.dk
Telefon: (+45) 23 22 71 00