Køer blev efterladt ved Tjernobyl - nu vokser flokken
Da køernes ejer døde i 2016, blev de overladt til sig selv. Siden har køerne klaret sig selv i naturen, tilpasset sig og fået kalve, viser ny forskning.
Da reaktor fire på Tjernobyl-atomkraftværket nedsmeltede den 26. april 1986 og spredte store mængder radioaktivt affald ud over dele af Ukraine og Belarus, blev folk i området evakueret.
Omkring atomkraftværket skabte myndighederne en såkaldt eksklusionszone. I en radius på 30 kilometer omkring kraftværket – et område på størrelse med Fyn – måtte folk kun færdes i kortere tid af gangen med en særlig tilladelse.
I Ukraine og Belarus blev mere end 100.000 mennesker evakueret og genhuset.
Der var dog nogle mennesker, der trodsede myndighederne. Allerede få måneder efter de var blevet evakueret, sneg de sig gennem skovene, kravlede under hegn og bestak vagter ved kontrolposter for at vende tilbage til deres huse i eksklusionszonen.
På Ukrainsk kaldes de for Samosely, som betyder noget i stil med selvbosættere. Det var primært ældre, som boede på mindre gårde i landsbyer, der vendte tilbage. De genoptog deres små landbrug og passede deres dyr, men efterhånden er de fleste af dem døde af alderdom – og i dag er kun ganske få tilbage.
I en af de små landsbyer, Lubyanka, døde den sidste beboer Olga i 2016 og efterlod en lille flok malkekøer. Man skulle måske tro, at køerne ville sulte og dø, når ingen længere tog sig af dem. Men sådan er det slet ikke gået.
Det viser ny forskning, som postdoc Anastasiia Zymaroieva fra Institut for Biologi på Aarhus Universitet står bag.
- Køerne overnatter stadig i laderne, men vandrer rundt i området og græsser. De klarer sig helt uden hjælp fra mennesker og har dannet en flok med et klart hierarki. Der er endda en tyr, som leder og beskytter flokken, forklarer hun.
Sammen med en række kolleger fra Ukraine har hun i en årrække fulgt flokken, som giver et unikt indblik i, hvad der sker, når domesticerede dyr lukkes ud i naturen. Forskeren har på afstand fulgt køerne for at dokumentere, hvordan de klarer sig. Og de klarer sig glimrende, fortæller hun.
- De har det godt. De får masser at spise, og ser sunde og raske ud. Flokken er endda vokset fra syv til 20 individer.
Anastasiia Zymaroieva
Anastasiia Zymaroieva er født og opvokset i Ukraine.
Før hun kom til Danmark, var hun professor i biologi på Polissia National University i byen Zjytomyr. Hun var desuden Seniorforsker ved The Chernobyl Radiation and Ecological Biosphere Reserve, hvor hun løbende har forsket i, hvordan naturen klarer sig i eksklusionszonen ved Tjernobyl.
Hun har været i Danmark i to år som ansat på Aarhus Universitet. Her forsker hun blandt andet i, hvordan naturen kommer sig efter at Kakhovka-dæmningen blev sprunget i luften af russerne i juni 2023.
Hun er interesseret i, om man kan finde svar på, hvad der gør naturen i stand til at komme sig. Hvor skal vi mennesker blande os og hjælpe til – og hvor skal vi lade den være.
Naturen stråler uden mennesker
I det enorme område omkring Tjernobyl trives naturen uden menneskelig indblanding.
Bestanden af ulve er syv gange højere end i lignende naturreservater, losser og brune bjørne, som havde været udryddet i mere end 100 år, er vendt tilbage, vildsvinebestanden vokser og sjældne rovfugle samt sorte storke yngler uforstyrret i skovene.
Og det på trods af det høje niveau af stråling.
Dyrene og planterne bliver nemlig påvirket af forureningen. Tæt på atomkraftværket nedbrydes døde træer og planter langsommere, fordi insekter og svampe har svært ved at leve der. Og små dyr som landsvaler og mus har en række sjældne mutationer. Fuglene har mindre hjerner, skæve halefjer og der udklækkes flere albinoer. Musene har lavere fertilitet og lider oftere af grå stær, end mus andre steder.
Alligevel trives bestandene. Bedre end i områder med menneskelige forstyrrelser såsom veje, byer og opdyrket land. Og sådan er det altså også for malkekøerne, forklarer Anastasiia Zymaroieva.
- Selvom de er domesticerede dyr, har de lynhurtigt tilpasset sig. Faktisk er de blevet bange for mennesker. De ser os som rovdyr og tør ikke længere nærme sig mennesker.
Den røde skov
Lige vest for atomkraft-værket ligger en skov, som kaldes den røde skov.
Store mængder radioaktiv støv (cæsium-137, strontium-90 og plutonium) blæste efter ulykken direkte ind i nåleskoven og dræbte de fleste træer. Først blev nålene rustrøde – deraf navnet – og kort efter døde træerne.
Skovarbejdere og militære opryddere (også kaldet likvidatorer) blev sat til at rydde skoven, da man frygtede at den ville bryde i brand og at radioaktiviteten gennem røg og aske ville sprede til et endnu større område.
I 1987 blev træerne derfor fældet og blev sammen med det øverste muldlag lagt i dybe render og dækket med én meter tyk, ren jord. Siden er der vokset ny skov op i området. Nåletræerne er erstattet af birketræer og buske.
Alligevel er området i dag det mest radioaktive økosystem i verden. De nye træer er da også påvirket. De vokser i sære skæve vinkler med underligt forgrenede kroner og misdannede blade og nåle.
I 2022, da Rusland invaderede Ukraine, kørte russiske tropper gennem skoven og anlagde skyttegrave i området. Den militære aktivitet hvirvlede radioaktivt støv op i luften, som spredte sig ud i området.
Påvirket af krigen
Til trods for at køerne har klaret sig godt siden deres ejers død, er de også blevet påvirket af krigen i Ukraine, forklarer Anastasiia Zymaroieva.
- Da Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, kørte tropperne gennem Tjernobyl-området på vej mod Kiev. Da de trak sig tilbage, var flere af køerne forsvundet. Vi kunne ikke finde ud af, hvad der skete med dem, men da det skete under okkupationen, kan vi ikke afvise, at de blev dræbt. Men vi har ingen beviser for det, siger hun og fortsætter:
- De russiske tropper gjorde desuden stor skade på vores forskningsfaciliteter, stjal vores biler, udstyr og lagde miner ud – bl.a. i en af vores biler.
Allerede efter en måned trak russerne sig ud af området omkring Tjernobyl igen, da erobringen af Kiev ikke lykkedes. Anastasiia Zymaroieva og hendes kolleger kunne lidt efter lidt vende tilbage til forskningsstationen og tjekke til køerne.
- De har det godt igen og flokken vokser. Krigen viser dog, hvor hurtigt menneskelig påvirkning kan skade naturen. Den trives, når vi lader den være i fred, siger hun.
Kan have betydning for Danmark
Anastasiia Zymaroievas forskning har ikke kun betydning for Ukraine. Fordi eksklusionszonen er et helt særligt sted, giver den mulighed for at undersøge, hvad der sker, når naturen lades helt i fred.
Og hendes forskning viser, at dyrene nok skal klare sig.
- Resultaterne viser, at dyrene og naturen nok skal klare sig. Det viser, at rewilding faktisk virker. Vi skal ikke blande os og fodre dyrene. De har ikke brug for os, siger hun.
Selv domesticerede dyr, der har levet tæt op ad mennesker og været vant til at blive fodret, kan omstille sig ret hurtigt – og det giver håb for fremtiden, siger hun.
- Hvilken dyreart, man vælger til rewilding, er nok ikke så vigtigt for dyrets evne til at overleve og formere sig. Det, der betyder noget, er om dyrene er i stand til at udfylde de økologiske funktioner vi vil have genskabt. Vores observationer i Tjernobyl viser, at selv domesticerede malkekvæg hurtigt kan udvikle en adfærd, der lader dem overleve uden mennesker.
- Naturlig død er en afgørende del af et fungerende økosystem, men rewilding betyder ikke, at man lader dyrene lide unødigt. Sigtet er at skabe rammer, hvor de naturlige processer kan fungere med så lille menneskelig indblanding som muligt, mens vi holder øje med flokken og griber ind, hvis det er nødvendigt.