Aarhus Universitets segl

Kommuner og naturfagslærere i hele landet får havet på hjernen

Havformidlingsprojektet Hovedet i Havet, Aarhus Universitet, har gennem de sidste fire år haft en vision om, at få havet på skoleskemaet i den danske grundskole. Det er i høj grad lykkedes, viser en evaluering af projekt Hovedet i Havet, som Naturfagenes Evaluerings- og Udviklingscenter (NEUC) netop har frigivet.

En caseundersøgelse af udvalgte kommuner og en surveyundersøgelse blandt naturfagslærere viser, at det er lykkedes Hovedet i Havet at sætte havet på skoleskemaet i kommuner og skoler.

NEUC har fået tilbagemeldinger fra 122 lærer fra hele landet gennem den omfattende evaluering af projekt Hovedet i Havet.

Mere end 80 % af lærerne peger på, at de både har fået ny viden om havet, kommer til at undervise mere om havet og at deres elever har fået et højt fagligt udbytte efter et forløb med projekt Hovedet i Havet.

60 % af lærerne vurderer også, at de efter besøg fra Hovedet i Havet, selv kan gennemføre tilsvarende undervisning. Målet med projektet var i høj grad, at forankre viden og aktiviteter naturfagslærerene i landets grundskoler.

Citat

”Jeg ville aldrig selv have dissekeret en sild, men efter en eksemplarisk gennemgang ledsaget af gode teoretiske slides, er jeg i stand til det”, udtaler en af de 122 lærere, der har meldt tilbage på undersøgelsen.

På det kommunale og organisatoriske niveau, fremhæver evalueringen, at projekt Hovedet i Havet flere steder har været med til at løfte en kommunalpolitisk dagsorden ligesom projektet har bidraget til et øget samarbejde på tværs af kommunegrænser og mellem organisationer ift. at få havet på dagsordenen.

Projektets stærke faglighed og ophæng på universitetet fremhæves også som en vigtig faktor for, hvorfor projektet er lykkedes.

Se hovedpointerne fra evalueringen i videoen her https://youtu.be/bpevrHI80Sg

Læs hele evalueringsrapporten på NEUC’s hjemmeside her https://neuc.dk/tang-og-plastik-paa-skoleskemaet-hovedet-i-havet-har-bragt-havet-ind-i-naturfagsundervisningen/

Yderligere oplysninger

  • Signe Brokjær, Ledende projektkoordinator, Institut for Biologi, Aarhus Universitet; Tlf.: 5317 3454; mail: Signe.brokjaer@bio.au.dk
  • Peter Bondo Christensen, projektleder, Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet; Tlf.: 2261 7949; mail: pbc@ecos.au.dk