Aarhus Universitets segl

Natur, nysgerrighed og ny viden: Mød Institut for Biologi på Naturmødet 2026

Når Naturmødet åbner i Hirtshals den 28.-30. maj 2026, bliver Aarhus Universitet igen en markant del af Danmarks største samlingspunkt for natur, klima og miljø. Med hele 32 indslag på hovedscenerne og et levende program på universitetets fælles stand er AU med til at sætte den faglige dagsorden – og Institut for Biologi er stærkt repræsenteret.

Vi håber derfor, at mange kolleger, samarbejdspartnere og studerende vil lægge vejen forbi Naturmødet og besøge AU’s stand til faglige samtaler, inspiration og fælles nysgerrighed.

Biologi på Naturmødets scener

Forskere fra Institut for Biologi bidrager til årets program med oplæg og workshops om blandt andet biodiversitet, havmiljø, mikrobiologi og naturforvaltning.

På Naturmødets hovedscener kan man blandt andet opleve:

  • Jeppe Aagaard Kristensen: “Naturens entreprenører – hvordan dyr former jorden”
  • Stina Kolodzey: “The Ocean’s Big Mamas: The Key to Strong and Stable Fish Stocks”
  • Anne Ellebæk og Christian Ditlev Funder Castenschiold: “De usynlige allierede: Mikrobernes betydning for vores sundhed”
  • En gruppe unge forskere fra Akvatisk Biologi, og projekt Kend Dit Hav som afholder hver deres workshops på Roots-scenen 

Derudover deltager forskere fra instituttet bredt i Naturmødets program, herunder Signe Normann, Purnima Gabhrani, Klaus Koren og Jens-Christian Svenning.

Programmet spænder fra klima og biodiversitet til havmiljø og grøn omstilling – med fokus på at bringe forskningen tættere på samfundet og skabe dialog om fremtidens natur.

Kandidatstuderende møder fremtidens arbejdsmarked

Naturmødet er ikke kun en vigtig platform for forskere og fagfolk – det er også en mulighed for studerende til at skabe relationer og få indblik i arbejdsmarkedet. Derfor besøger cirka 50 kandidatstuderende fra Biologi Naturmødet fredag d. 29. maj.

Her skal de blandt andet afholde netværksmøder med organisationer, virksomheder og myndigheder inden for natur-, miljø- og klimaområdet. Derudover får de mulighed for at opleve debatter, oplæg og aktiviteter på tværs af Naturmødet.

Besøget giver de studerende en unik mulighed for både faglig inspiration og for at styrke deres netværk og kendskab til mulige karriereveje efter studiet.

Besøg AU’s fælles stand

Igen i år går flere institutter og centre fra Aarhus Universitet sammen om en fælles stand på Naturmødet. Her bliver der plads til både forskningsformidling, debatter, hands-on aktiviteter og uformelle samtaler på tværs af fagområder. Institut for Biologi deltager sammen med Geoscience, Agroøkologi, Husdyr- og Veterinærvidenskab, Miljøvidenskab, Ecoscience og DCE.

På AU-standen kan man blandt andet opleve:

  • Chiara Espositos oplæg: “Let it rain – Denmark has a plan”
  • Demonstration af avancerede sensorer til undersøgelser af jord og havets døde zoner
  • Anders Barfods samtale med kunsthistoriker Pernille Leth-Espersen om “Plantemani i 1800-tallets malerier”
  • Information om AU’s grønne uddannelser 

Derudover er der indslag fra blandt andre Nathalie Rosenberg Bach, Charlotte Gauthier og Sander Vollmerhaus Digre.

AU har stand nr. 50 – og alle kolleger er meget velkomne til at kigge forbi til kaffe, faglige diskussioner og inspiration. Find et kort over Naturmødet her. 

Forskning i dialog med samfundet

Naturmødet er en vigtig platform for at bringe forskning i dialog med borgere, organisationer, beslutningstagere og andre fagmiljøer. For Institut for Biologi er deltagelsen en mulighed for både at dele ny viden og indgå i samtaler om de store udfordringer inden for natur, klima og biodiversitet.

Vi glæder os til tre dage fyldt med faglighed, engagement og nye møder i Hirtshals.

Se programmet for AUs deltagelse på Naturmødets hovedscener

Se programmet for Aus stand her

Læs mere om Naturmødet og se hele programmet her.

Har du spørgsmål vedrørende Naturmødet kan du kontakte Marianne Knudsen (mk@bio.au.dk).