Verdens kraftigste clickbait?

Dybt ude i verdenshavene udsender de store hankaskelotter nogle langsomme, dybe klik med enorme lydtryk. De ligger i samme størrelsesorden som kraftige sonarer og seismiske lydkilder.

Disse klik er slet ikke de samme som dem, hvalerne ellers bruger til at lokalisere bytte med. De er en form for kommunikation. 

Det fastslår et internationalt forskerhold, der har målt og analyseret de langsomme klik i havene ved Seychellerne, Sri Lanka, Norge og Skotland. Projektet er styret fra Aarhus Universitet, nærmere bestemt Institut for Biologi - Zoofysiologi.

Forskningen tyder på, at hankaskelothvalen bruger en form for omvendt clickbait. Det er ikke lokkemad, der skal få nogen til at klikke. Det er klikket selv, der måske er lokkemaden.

Om klikkene faktisk er hvalernes svar på “se mig!” til hunnerne, “hold dig væk!” til andre hanner – eller noget helt tredje – ved forskerne endnu ikke. Men de har planer om at finde ud af det.

En metronom i havet

Kaskelothvaler er berømte for deres klik. De bruger klik til at finde blæksprutter i mørket på store dybder, og bruger korte rytmiske klikpakker, såkaldte codaer, i deres sociale kommunikation.

Men disse langsomme klik er altså noget andet.

De bliver, så vidt forskerne ved, udelukkende produceret af hanner. De er langsommere, dybere og kraftigere end de sociale coda-klik. Der kan gå fem til ti sekunder mellem hvert klik. Alligevel holder hvalerne rytmen med en præcision, der nærmest kan sammenlignes med en trommeslager, som spiller meget, meget langsomt. 

Det overraskede forskerne.

“Det ekstreme ved slow clicks er, at de kan producere dem med lange tidsintervaller imellem. Og så kan de gøre det meget rytmisk. Og så over de afstande. Det er egentlig kombinationen af de tre ting, der er ekstrem: styrken, rytmen og rækkevidden,” siger Simone Videsen, som er postdoc på Institut for Biologi - Zoofysiologi på Aarhus Universitet. 

Hun er førsteforfatter på studiet, der netop er offentliggjort i det ansete videnskabelige tidsskrift Annals of the New York Academy of Sciences.

En fem tons næse

Når kaskelothvalen kan lave så kraftige klik, skyldes det dens helt særlige anatomi. 

Hannen har verdens største lydproducerende organ: et gigantisk næsekompleks, som hos en fuldvoksen kan veje mere end fem tons og udgør omkring en tredjedel af kropslængden.

Her sidder de såkaldte foniske læber. Det er små strukturer i næsen, som hvalen smækker sammen og skaber klik med.

“En stor næse sidder på en stor han, og en stor næse vil give et mere lavfrekvent klik. Det gør slow clicks interessante, fordi klikkene kan fortælle noget om den han, der producerer dem. Derfor kan lyden måske fungere som et ærligt signal om størrelse – det, vi biologer kalder honest advertisement (ærlig markedsføring, red.),” forklarer professor Peter Teglberg Madsen, der er medforfatter på studiet og fra samme institut.

Med andre ord: Hvis en hankaskelothval klikker dybt og kraftigt nok, kan det fortælle både hunner og rivaler, at her kommer en stor han, som er værd at lægge mærke til. 

Men det er stadig en hypotese.

Hvad bruger de det til?

Forskerne ved endnu ikke, hvorfor hankaskelothvaler producerer de langsomme klik. De ved, at klikkene findes. De ved nu, hvor kraftige de kan være, hvor langt de potentielt kan række, og hvor præcist hvalerne holder rytmen. 

Men de ved ikke, hvordan andre hvaler reagerer på dem. Og det er en vigtig pointe, understreger de.

“Kan det hænge sammen med honest advertisement, seksuel selektion, håndhævelse af territorium eller noget helt fjerde? Vi håber at kunne lave et nyt studie, der kan finde forklaringerne gennem playback-forsøg,” siger Simone Videsen. 

Her vil forskerne sætte små målecomputere på hvaler og afspille langsomme klik fra højttalere i vandet for at se, om hvalerne reagerer – og hvordan.

Reagerer en han ved selv at begynde at klikke? Kommer den tættere på? Svømmer den væk? Reagerer hunner anderledes end hanner? Og betyder det noget, om klikkene er lidt dybere, hurtigere eller langsommere?

Ikke et hvalsprog

Selv om klikkene er kommunikation, skal man ikke kalde det et sprog, understreger Peter Teglberg Madsen.

Kaskelothvaler er sociale dyr med store hjerner, og der forskes intenst i deres kommunikation.

"Men jeg advarer imod at gøre dem mere menneskelige, end data kan bære. Man skal skelne mellem sprog og kommunikation. Det her er efter alt at dømme klikkommunikation, men det er ikke et sprog,” siger han.

Det nye studie handler altså ikke om at oversætte kaskelothvalernes samtaler. Det handler om noget mere grundlæggende: at forstå, hvordan et pattedyr kan bruge lyd til at sende et rytmisk signal gennem enorme mængder vand.

Op til 70 kilometer – men ikke altid

Forskerne har målt, hvor kraftige slow clicks er tæt på hvalerne, og derefter brugt lydmodeller til at beregne, hvor langt de kan høres under typiske dybhavsforhold. Resultatet er en mulig rækkevidde på op til 70 kilometer.

Det er ikke en afstand, forskerne har målt direkte mellem to hvaler. Afstanden afhænger også af forholdene i havet – temperatur, saltindhold, dybde, havbund og baggrundsstøj.

Og menneskeskabt støj kan få betydning.

Hvis der er skibe i nærheden, kan det naturlige lydbillede i havet blive så støjende, at hvalernes kommunikationsafstand bliver markant kortere. I stedet for snesevis af kilometer kan signalet i nogle situationer måske kun række få kilometer.

Havbunden som stopur

Et af de mest gådefulde spørgsmål er, hvordan hvalerne holder den langsomme rytme så præcist.

Mennesker kan godt holde en rytme. Vi kan klappe i takt, knipse eller spille trommer. Men hvis der går fem til ti sekunder mellem hvert slag, bliver det svært at holde rytmen uden at tælle inde i hovedet.

Forskerne tror ikke, at kaskelothvalerne tæller til ti. Til gengæld har de en anden idé.

Måske bruger hvalerne omgivelserne som et stopur. Når en han sender et kraftigt klik ned gennem vandet, kan lyden ramme havbunden og komme tilbage som et ekko. Hvis ekkoet vender tilbage efter fem, seks, syv eller otte sekunder, kan hvalen måske bruge det som signal til at sende næste klik.

“Det ved vi ikke, om de gør, men det ville være en måde, hvor de kan bruge miljøet som et stopur,” siger Peter Teglberg Madsen.

Hvis det er rigtigt, bruger hvalen ikke kun havet som et sted at sende lyd igennem. Den bruger selve havrummet – afstanden til bunden og lydens rejsetid – som en del af rytmen.

Fakta

Forskerne har målt lydtryk fra hankaskelothvaler på over 200 dB re 1 µPa, som er målestokken for lydtryk under vand. Man måler lydtryk i vand med en anden reference end den, vi bruger til at måle lydtryk i luft. Du skal altså ikke sammenligne de 200 dB med støjen fra jetfly og rockkoncerter.

Og i undervandsakustikkens egen målestok er 200 dB re 1 µPa ekstremt kraftigt – i samme størrelsesorden som kraftige sonarer og lydkilder, man bruger til seismiske undersøgelser af havbunden. 

Og de er altså produceret af et dyr. Med næsen.

Hvordan måler man lyden af en kaskelothval?

Man sejler ud, finder en hval, sænker en hydrofon – en undervandsmikrofon – ned i vandet og måler samtidig afstanden til hvalen med laser.

Det var sådan, forskerne målte lydstyrken af langsomme klik fra en hankaskelothval ved Seychellerne. Hydrofonen hang fire meter under overfladen fra forskningsskibet R/V Odyssey, mens hvalen var højst 200 meter væk. 

Når man både kender den lyd, hydrofonen opfanger, og afstanden til hvalen, kan man regne tilbage til, hvor kraftigt klikket må have været, da det forlod hvalens fem tons tunge næse.

Forskerne analyserede 65 slow clicks fra en 30 minutter lang optagelse. De kraftigste nåede op på 226 dB re 1 µPa ved én meters afstand. 

Selve rytmen blev undersøgt på optagelser fra flere steder i verden – blandt andet Seychellerne, Sri Lanka, Norge og Skotland. Her brugte forskerne både hydrofoner fra både, akustiske optagere i vandet og DTAGs – små måleinstrumenter, der sættes på hvalerne med sugekopper.

Og rækkevidden på op til 70 kilometer er beregnet med modeller for, hvordan lyd bevæger sig gennem dybhavet.