Forestil dig, at du vandrer gennem uberørt natur i Centraleuropa for 100.000 – eller for den sags skyld en million – år siden. Hvis du ser en mørk, tæt urskov for dig, hvor sollyset knap når skovbunden, så er du gået forkert. 

Ikke geografisk, men tidsmæssigt.

Du er simpelthen ikke gået langt nok tilbage i tiden. For dét billede ligner mere en moderne produktionsskov end fortidens virkelighed.

Men hvis du i stedet forestiller dig spredte skovområder kombineret med blomstrende enge med masser af fugle og sommerfugle – så er du på rette spor.

Set i et naturhistorisk perspektiv er de tætte skove nemlig et meget nyt fænomen.

Et nyt, omfattende studie ledet fra Aarhus Universitet viser, at Europas landskaber gennem de seneste mere end 20 millioner år overvejende har været en mosaik: en blanding af græsarealer, krat og skove med varierende tæthed. Et lysåbent og blomstrende skovlandskab formet af græssende dyr som en afgørende økologisk drivkraft – ikke et mørkt skovtæppe med lukket kronetag.

Studiet er netop offentliggjort i Biological Conservation.

Skovplantning i strid med naturen

”Studiet viser, at den måde, vi genplanter og rejser skov på i dag, er på afveje – både her i Danmark, hvor tilskud primært gives til tætte skove, og andre steder i Europa. Det vil ikke blot være skadeligt for biodiversiteten; det vil være i direkte modstrid med den type økosystemer, Europas arter har udviklet sig igennem millioner af år,” siger professor Jens-Christian Svenning fra Danmarks Grundforskningsfonds Center for Ecological Dynamics in a Novel Biosphere (ECONOVO), Institut for Biologi ved Aarhus Universitet, som er seniorforfatter på studiet.

Svenning tilføjer, at det såkaldte lukket-skov-paradigme i årtier har domineret naturforvaltningen og vores opfattelse af, hvad der er naturligt: forestillingen om, at tætte skove med lukket kronetag var Europas naturlige grundtilstand før menneskets indgriben.

Alle tilgængelige palæoøkologiske spor

Det nye studie går et væsentligt skridt videre end tidligere forskning. Hvor tidligere studier primært har fokuseret på relativt korte perioder i fortiden, samler forskerne her alle tilgængelige palæoøkologiske spor fra hele perioden fra den miocæne epoke (der begyndte for ca. 23 millioner år siden) til førindustriel tid.

Studiet bygger på en omfattende syntese af uafhængige datakilder. Forskerne har gennemgået palæoøkologiske undersøgelser fra de seneste 23 millioner år og kombineret en række videnskabelige indikatorer, der kan afsløre fortidens vegetationsstruktur og økologiske processer. Det drejer sig blandt andet om pollenanalyser, plantefossiler, forkullede partikler fra fortidens brande, stabile isotopanalyser af planteæderes tænder og knogler, fossile insekter og pattedyr samt ældgammelt miljø-DNA bevaret i sedimenter.

”Hver type indikator giver sit eget perspektiv, men tilsammen gør de det muligt at afgøre, om landskaberne var domineret af tætte skove, åbne græsarealer eller en blanding af begge dele. Ved at kombinere disse datasæt på tværs af hele perioden – fra Miocæn til førindustriel tid – kan vi med langt større sikkerhed end tidligere følge de langsigtede ændringer i vegetationen og de store planteæderes rolle,” forklarer studiets førsteforfatter, ph.d.-studerende, Szymon Czyzewski fra ECONOVO, Aarhus Universitet.

Konklusionen er klar: Gennem denne lange periode var det typiske landskab en dynamisk, træ- og blomsterrig mosaik, hvor store vilde planteædere som elefanter, næsehorn, urokser og bisoner holdt vegetationen halvåben og varieret – og det gjaldt både under tempererede klimaforhold som i nutidens Europa samt under varmere og koldere klimaer.

Et kontinent uden store græssere

En anden central konklusion er, at nutidens Europa i økologisk forstand er usædvanligt.

”De økosystemer, vi ser i Europa i dag, mangler de store vilde planteædere, som ikke blot formede landskaberne, men også understøttede biodiversiteten gennem millioner af år. Det mest dramatiske skifte er i høj grad sket inden for de seneste omkring 100 år, hvor traditionel, ekstensiv græsning forsvandt fra store dele af landskabet,” siger Czyzewski.

Forskerne viser også, at mange arter, som i dag opfattes som karakteristiske for kulturlandskabet – såsom lærker, alliker og europæisk hamster – sandsynligvis har deres evolutionære rødder i fortidens åbne skovlandskaber. Og de vilde valmuer, som vi i dag især forbinder med marker, voksede oprindeligt på forstyrrede pletter i de gamle skove, hvor planteæderne havde vendt jorden.

Det peger på, at den skarpe opdeling mellem “skov” og “åbne naturtyper”, som præger moderne naturforvaltning, i høj grad er en moderne konstruktion.

Konsekvenser for skovrejsning og naturgenopretning

Resultaterne har direkte betydning for naturforvaltning og biodiversitet i hele den tempererede del af Europa – netop i en tid, hvor der plantes skov i klimaets og biodiversitetens navn.

Hvis målet er at genskabe økosystemer, der ligner dem, Europas arter har udviklet sig i og stadig er tilpasset til, peger studiet på, at ensartede, tætte skove ikke er svaret.

”I stedet bør naturgenopretning i højere grad fokusere på at skabe og bevare mosaikker af skov og åbne naturtyper – ikke mindst gennem genopretning af fritlevende, store planteædere,” konkluderer Svenning.

Studiet forstærker dermed den voksende evidens fra tidligere forskning fra samme forskningsmiljø: Europas fortid var lysere, mere varieret og mere præget af store dyr, end vi længe har troet.

Man kan sige, at forestillingen om den mørke, tætte urskov ikke falder med et brag – men den mister endnu en bærende stamme.