Aarhus Universitets segl

Vi skal tilgodese biologen, ingeniøren og sælgeren

I sit arbejde med landbaserede fiskeanlæg i ingeniørvirksomheden Krüger oplever biolog Jonas Junker Bengtsen ofte styrken ved fagligt velfunderede kompromiser, der sikrer, at løsningerne er praktisk mulige og kan sælges.

06.november 2018

Anlæggene skal kunne sælges

Biolog Jonas Junker Bengtsen samarbejder tæt med både ingeniører, maskinmestre og sælgere, når virksomheden udvikler og optimerer deres fiskeanlæg. Fra sin korte karriere i forskningsverdenen var Jonas vant til, at det biologiske argument var i centrum. Det krævede lidt tilvænning at være i en privat virksomhed, hvor det økonomiske aspekt fyldte mere, end han var vant til.

"Den store forskel mellem en virksomhed og forskerverdenen er, at vores anlæg skal kunne sælges, og det betyder, at de skal være rentable for vores kunder. Vi kan ikke bare lægge nyt og dyrt udstyr i pakken uden at vi har analyseret økonomiske og tekniske konsekvenser for kunden", forklarer han.

Som eksempel nævner han teamets diskussion af hvilken type fodersystem, der skal være standardudstyr i fiskeanlæggene. Et robotsystem er dyrt men har den fordel, at det kan fordele foderet ligeligt ud til alle fisk og sikre, at de får den samme størrelse. Et billigere blæsesystem tilgodeser de mere aggressive fisk. Skal man vælge den dyre eller billigere løsning?

"Som biolog er det min opgave at tænke på, hvordan anlæggene er bedst mulige for fiskene og deres vækstbetingelser. Fisketrivslen og dyrevelfærden er aldrig til diskussion. Men vi skal også tage højde for den økonomiske vinkel, og om det er pengene værd at indføre et robotsystem. Det nytter ikke noget, at vi udbyder et produkt, der er så dyrt, at ingen vil købe det, så derfor har vi valgt at tilbyde robotsystemet som et tilvalg og ikke som standardudstyr," siger han.

Ekspert i norsk lakseopdræt

Efter en bachelor fra Bioscience i Aarhus, greb Jonas Junker Bengtsen chancen for at deltage i et fælles nordisk master program og flyttede til Bergen. Han færdiggjorde sin kandidat i 2011 med et speciale om lakselus – en parasit som er et kæmpeproblem i lakseopdræt, og dette speciale blev springbræt til ansættelser både i forskningsverdenen og i det private. I 2017 fik han job hos miljøvirksomheden Krüger, der ønskede at komme ind på markedet for akvakultur. De manglede en biolog som Jonas.

Hos Krüger har Jonas et meget alsidigt arbejde som processpecialist. Der er mange internationale kunder og samarbejdspartnere og en tæt kontakt til forskellige fagligheder, herunder ingeniører, maskinmestre, sælgere og projektledere. Meget af hans arbejde foregår på kontoret, men han er også tit på besøg hos kunder og anlæg i forskellige lande, hvor han tester vandkvalitet og den tekniske drift.

"Jeg brænder for at vi har et godt produkt, som jeg kan stå inde for. Det skal være godt for fiskene, og kunden skal føle, at det virker og at det lever op til forventningerne. Jeg dimensionerer og kvalitetstjekker vores anlæg, og jeg beregner hvor mange fisk, anlægget kan forventes at producere. Jeg laver også ofte rentabilitets-studier, så kunderne får en analyse af, om de kan tjene penge på det anlæg, de har tænkt på at købe," fortæller han.

Grib chancerne, når de kommer

Jonas råder nuværende studerende og nyuddannede til at gøre en indsats for at få noget erfaring, og tænke ud af boksen i forhold til karrieremuligheder.

"Det har åbnet mange døre for mig, at jeg rejste til Norge, hvor jeg havde fem fantastiske år, og jeg landede mit job i Fredericia pga. mit kendskab til norsk sprog og kultur. For nyuddannede vil det være en god idé at tænke bredt – der er mange firmaer, hvor man ikke lige tror, der sidder biologer, fx Krüger, som egentlig er et ingeniørfirma. Vi er ikke mange biologer, men vi er der," pointerer han.

Blå bog: Jonas Junker Bengtsen

Uddannet bachelor i biologi fra Aarhus Universitet i 2011. Tog derefter en Nordisk Master i Økosystemer og Klima, som er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og universiteter i Island, Færøerne og Norge.

Har arbejdet i Bergen med forskning på henholdsvis Institut for Marin forskning og på SARS instituttet. Har arbejdet i det private med biologisk design og processer i forhold til akvakultur hos Akva Group i Fredericia. Siden 2017 har han været ansat som processpecialist med fokus på fiskeanlæg hos miljøvirksomheden Krüger, hvor han også er nu.