Hvordan kan aktuel forskning bringes i spil i biologiundervisningen på ungdomsuddannelser? Og hvorfor er det afgørende, at elever arbejder med havet som økosystem og de samfundsudfordringer det kan medføre?
På dette kursus sætter vi fokus på det danske havmiljø i en tid præget af markante forandringer. Vi undersøger havets tilstand med afsæt i nyeste forskning og ser nærmere på, hvordan politiske initiativer som Den Grønne Trepart kan spille en rolle i havets fremtid. Kurset kobler naturvidenskabelig viden med aktuelle dagsordener i samfundet og giver inspiration til, hvordan komplekse problemstillinger kan bringes ind i undervisningen
Kurset udbydes af Kend dit Hav i samarbejde med Institut for Biologi og Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet.
Kurset veksler mellem faglige oplæg fra forskere og praktiske laboratorieøvelser med fokus på havets økologi. Deltagerne får hands-on erfaring med eksperimenter, der er direkte overførbare til undervisningen, og der vil være mulighed for at arbejde med databehandling og fortolkning.
Der sættes desuden fokus på didaktiske perspektiver: Hvordan kan øvelserne tilpasses forskellige niveauer? Hvordan kan havmiljøet integreres i forløb om fx økologi, bæredygtighed og menneskets påvirkning af naturen? Og hvordan kan Den Grønne Trepart inddrages som case i undervisningen?
Kursets formål er at styrke deltagernes faglige kompetencer i arbejdet med havmiljøet som tema i biologiundervisningen. Deltagerne opnår indsigt i aktuelle problemstillinger, herunder eutrofiering, biodiversitet og forvaltning af marine økosystemer, samt praktisk erfaring med laboratorieundersøgelser, der understøtter kernestoffet – særligt inden for økologi.
Kurset består af faglige oplæg, eksperimenter i laboratoriet samt didaktisk sparring kursusdeltagerne imellem.
Kurset henvender sig primært til undervisere på ungdomsuddannelserne: STX, HF og HTX.
Signe Brokjær er molekylærbiolog og arbejder med naturvidenskabelig formidling i projekt Kend dit Hav. Derudover arbejder hun med formidling og outreach på Institut for Ecoscience.
Marianne Knudsen er biolog, tidligere gymnasielærer og arbejder med naturvidenskabelig formidling i projekt Kend dit Hav. Derudover arbejder hun med formidling og undervisning på Institut for Biologi.
Derudover vil der være oplæg fra forskere fra Institut for Ecoscience og Institut for Biologi.
Læs mere om Kend dit Hav: https://projekter.au.dk/havet