Aarhus Universitets segl

Biologisk mangfoldighed i den tropiske regnskov

Hvorfor der er så mange arter i tropisk regnskov? Livets træ kan være nøglen

Tropisk regnskov rummer ca. halvdelen af verdens arter på blot 7-10 pct. af verdens landoverflade. Samtidig er tropisk regnskov et af de økosystemer, som er mest påvirket af menneskelige aktiviteter og Global Change. Hvert år bliver store regnskovsområder fældet eller nedbrændt, før videnskaben har kunnet beskrive eller forklare deres enestående biologiske mangfoldighed.

Projektet TropiToL prøver at forklare regnskovenes artsrigdom ved at belyse regnskovsplanternes evolution. Vi bruger genomsekventering og moderne analysemetoder til at bestemme arternes slægtskab og evolutionære udvikling, også kaldet ”livets træ”. Ved hjælp af store geografiske datasæt forsøger vi at besvare fundamentale spørgsmål som disse:

  1. Er regnskoven en biologisk ”vuggestue” med hyppig dannelse af nye arter, eller et biologisk ”museum” hvor arterne overlever længe?
  2. Hvilken rolle spiller regnskovens alder som økosystem for dens biologiske rigdom?
  3. Dannes nye regnskovsarter primært i regnskov, eller bidrager immigration fra andre økosystemer signifikant til regnskovenes mangfoldighed?

TropiToL er støttet af VILLUM Fonden 2019-2024.